124
— Ikke strax … Jeg blev lidt forskrækket, men saa vendte jeg mig om for at sove ind igjen … Jeg troede dog, at jeg maatte have taget feil. Saa hørte jeg ganske tydelig at det bankede, ligesom før. Jeg sprang ud af Sengen og løb hen til Vinduet, men der var Ingen. Det var temmelig lyst, for Maanen stod oppe over Granerne, og man kunde se meget tydelig hen til hvor deres Skygge begyndte, men der var Ingen.
— Ingen —? men var De da ikke frygtelig angst?
— Nei, jeg var slet ikke angst, men saa underlig høitidelig tilmode. Jeg tog saa strax min Kjole paa og gik ind til Vilhelm; han sad endnu i Dagligstuen.
— Jeg havde nemlig et Regnskab, der skulde afleveres til Skovrideren om Søndagen, og jeg havde lige set paa mit Uhr, at Klokken var strax tolv, og jeg syntes, at det var lige sent nok at sidde og rode med det — saa var det at Hanne kom ind — hun saae ikke angst eller forskræmt ud, men nok saadan lidt underlig, ligesom hun selv siger. Og aldrig saasnart havde hun fortalt mig det, saa siger jeg — uden egentlig at tænke over det, det var ligesom det faldt af sig selv: — »Ja, saa er nok Møllerkonen død« siger jeg.
