127
— Ja, naar Legemet falder sammen, saa rører Sjælen Vingerne, det er dens Udødelighed, der viser sig, udbrød Hanne med lysende Øine.
— Hvad var da det for Kræfter, Jakob?
— Jo, hun saae og hørte mer end det var muligt med det legemlige Øie og Øren — Alt hvad der foregik her paa Møllen, mens hun laa til Sengs, det kjendte hun til, hvad hun brød sig om at vide, det vidste hun, ja mænd gjorde hun det.
— Ja, se saa er det jo da heller ikke saa underligt, mente Skovfogden.
— Det kan jo være, at hun da Døden nærmede sig har tænkt paa sine Venner, og saa har hun vel ogsaa tænkt paa os, bemærkede Hanne.
— Ja, det har hun, udbrød Mølleren. Nei hun har tænkt paa Dem ganske særlig, det veed jeg — tænkt helt anderledes paa Dem end paa Andre, saadan rigtig — ja netop saa det kunde — drage hendes Sjæl til Dem — for med sin sidste Villie — ligesom at give Dem en Arv — —
Han stødte Ordene frem med en ophidset, indtrængende Stemme og saae Hanne ind i Øinene med et underligt Blik — det høitidelige Blik fra Kirkegaardsporten, kun ligesom mere mystisk uddybet. Hun blev ganske forvirret, saa meget mer som hun ikke forstod, hvad han sagde: hvad skulde det være for en Arv — og hvordan kunde hun
