128
komme til at optage Møllerkonens Tanker i hendes Dødstime? — saa nær havde de da ikke staaet hinanden. Det havde været hende en kjær Tanke, at en Døende saaledes havde taget Afsked med hende, ja der var en Udmærkelse deri, som endogsaa smigrede hendes fromme Forfængelighed; — men Mølleren tog det paa en saadan Maade, at der næsten faldt en Skygge af noget Dæmonisk over det, som foruroligede hende. Hun følte sit Hjerte banke heftig.
— Naa saa talte hun altsaa om Hanne? spurgte Broderen.
— Ja — det vil sige — nei, ikke ligefrem, hun nævnte hende slet ikke … Men hun tænkte paa hende — hun gik helt op i Tanken om hende, det var ligesom hun klyngede sig til den …
— Hm … Hvordan yttrede det sig da?
— Ja, det kan jeg ikke saadan — det er ikke saa lige at forklare.
— Naa ja — det er blot fordi — man vil jo gjerne … Det er saadan et eget Tilfælde, og man træffer jo nu saa mange Vantro, der lader haant om alt den Slags — hvad de ikke ligefrem kan tage og føle paa — Materialisterne, som de kalder dem … Naar man saa ligefrem kan pege paa det og paavise saadan og saadan … Jeg synes man skulde samle paa alt den Slags — —
