129
— Ja en anden Gang — jeg skal nok sige dig hvordan det — yttrede sig — senere … naar Tiden dertil er kommet.
Møllerens hemmelighedsfulde Forlegenhed meddelte sig til Hanne, der vendte sig og gik henimod Huset. De to Mænd fulgte langsomt efter, hver taus fordybet i sine egne Tanker. Og Møllerens Blik veg ikke fra den jomfruelige Skikkelse forude, som han nu ikke blot følte sig knyttet til ved et Løfte, givet til en døende Hustru, men trylleagtig forbunden med ved en usynlig Aandehaand.
Da de nærmede sig til Siddepladsen foran Havestuedøren, løb Hans henimod dem — glad ved at slippe fri for Skolelæreren, hvis velmente Bestræbelser kjedede ham saa smaat. Han mindede Faderen om, at denne havde lovet ham, at de snart skulde besøge »Tante Hanne og Onkel Vilhelm« i Skoven. Derved kom han til at tænke paa, at Faderen havde talt derom den Aften paa Høien, da Moderen levede endnu og de den næste Dag vilde gaa i Kirke og bede for hende, og Taarene brød frem igjen. Hanne satte sig paa Bænken med Drengen paa Skjødet, og det lykkedes hende nogenlunde at stille Graaden ved Udmalingen af Skovherligheden, der snart vilde forsødes af Jordbær og Hindbær, og ved at fortælle om Hektor og Jenny og de to brune Ponyer. Med
