130
stigende Tilfredshed saae Mølleren, hvor instinktmæssig hun forudgreb den moderlige Rolle, som hun sikkert ikke anede var hende tildelt af Forsynet, og ikke mindre glædede det ham, at Drengen af sig selv med barnlig Tillid sluttede sig til hende.
Men Skolelæreren, der med Uvillie saae at aldrig saa snart var Drengen kommen i Fruentimmerhænder, før den begrædelige Stemning havde indfundet sig, søgte at opreise den sunkne Aand hos den unge Statsborger ved Udsigt til mandlig Syslen med Bog og Pen og legemlige Øvelser, idet han høirøstet talte om Skolen og dens Krav — ja endogsaa kaldte Præsten til Hjælp:
— Ikke sandt, Hr. Pastor! til næste Aar — — —
Det gav et Ryk i Pastoren — han hørte en mat Klang og en spinkel Lyd, som om en Nisse hikkede — — næste Aar!
I dette Øieblik traadte Lise ud fra Storstuen for at hente nogle Tallerkener og Kopper, der stod paa et Havebord.
A ha! allerede Drengen paa Skjødet! ja hun forstod at slaa ind paa de gjenneste Veie, denne udspekulerede Hyklerske! Og hvor han hængte op ad hende, dette Afskum af en muggen Dreng, som hun selv forgjæves lokkede for. Der stod Mølleren — det var altsaa saadan han saae paa hende — »saa underlig«, som Lars sagde. Hvilket rørende Familie-
