III.
Med Jomfru Mette og Væbneren tog det da en Ende med Forskrækkelse.
Det var midt inde i August. Møllen stod enten helt stille eller gik trægt med en enkelt Kværn. Udenfor flimrede Luften rødlig over den hvidgule Rug, paa Kværnloftet var der tiltrods for det tykke Straadække altid en lummer Hede, og her arbeidede Jørgen sig i sit Ansigts Sved gjennem Almanakfortællingens Slutning — faldt ogsaa undertiden i Søvn paa en Sæk og havde da underlige Drømme, mareagtig sammenhobede af al den læste Rædsel.
Jomfru Mette havde naaet sit Maal: hun var bleven den røde Ridders Viv, sad som Frue paa Holmborg og nød, naar hendes Husbond var borte, sin forbryderiske Kjærlighed i Væbneren Hjalmars Arme. Allerede var der imellem de to truffet Anstalter for at bringe Ridderen af Dage — da ind-
