Side:Møllen.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

135

sit Offer. Hver Gang Tridseværket begyndte at pibe oppe paa Lorisloftet, og en Sæk heisedes op fra Underkjørselen, maatte han tænke paa sit andet romantiske Jeg, Hjalmar, som blev heiset op i Tommelfingrene. Naar han lagde Haanden paa Gangspillet for at dreie Møllen, gjøs han ved at mindes »Jernjomfruen«, der just ved Hjælp af et saadant Gangspil lukkede sig om sit Offer, borende sine Dolke ind i det og knusende det. Men værst var dog selve Mølleværket, som han bestandig — naar det ikke netop var Vindstille — hørte dreie sig deroppe med en tøvende, gnaven Knagen; det forekom ham som en uhyre, sammensat Henrettelsesmaskine, hvis Hjul vare af den Art, der er i Compagniskab med Steilen — Hjul, som man »flettedes over« (han vidste saa lidt som Andre, hvad dette betød, men forestilte sig det vel med Rette som en lidet bekvem Stilling) — Hjul, der med hver Svingning knuste en Knokkel — Tandjul, der med deres Tænder flængede Kjødet af. Der manglede ikke meget i at han ventede at se Alt rødt deroppe og at høre Blodet dryppe fra Stokværk til Stokværk.

Men i samme Grad som Møllen formørkedes til Martertaarn, forklaredes den ogsaa til erotisk Helligdom. Under den uhyggelige Skygge, som disse Rædsler bredte, dæmrede Glandsen af utilsløret Kvinde-Skjønhed, og i hans ræddelige Gysen blandede