136
sig en lysten ved Anelsen om hint stolte og syndige Legeme, der gaves til Pris som Foder for Marterredskaberne — en vag og forknyt Anelse, ganske vist, som den maatte være det hos en Ungersvend, hvis landlige Opdragelse aldrig havde ladet ham se en Statue eller blot et Billede af skjøn Legemlighed. Hans Fantasi, der længst havde beklædt Lise med Jomfru Mettes Rolle, foregøglede ham i Middagshedens træge, ledige Timer mangfoldige halvvaagne Drømme, der fik hans Hjerte til at banke pinlig og sødt, hans Puls til at jage og ofte efterlod ham i Graad, uden at han vidste, hvorfor Taarerne flød, kun at han havde en urimelig Følelse af Ærgrelse over Intet og Alt og af bundløs Kjedsomhed og var rørt over sin egen Forladthed; men undertiden fremkaldte de ogsaa en aabenbar og ganske febrilsk Længsel efter Lise.
»Længsel« — for det var ham, som om hun var langt borte. Saa nær som hun havde været ham den Mørkningstime i Kamret — som Møllerkonen døde om Natten — var hun aldrig siden kommen ham, ja det var overhovedet sidste Gang, de havde været ene og fortrolig sammen. Tidt lukkede han Øinene for at se hendes sælsomme Ansigt fra den Gang, belyst franeden af Svovlstikken, og naar det lykkedes at faa det frem —
