Side:Møllen.djvu/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

for det vilde ikke altid komme — saa satte det ham i en stærk og varig Bevægelse.

I en saadan befandt han sig en Aften, da Lise kom op til ham paa Kværnloftet med Nadvergrøden. Sædvanlig sendte hun Lars op med den, og intet Ærind gik denne brave Dreng heller, da det jo tydelig viste, hvor lidt Lise brød sig om den storsnudede Jørgen. Imidlertid var det dog heller ikke noget helt usædvanligt, at hun selv bragte den op, men vel at hun ikke øieblikkelig pilede af igjen, uden at det var muligt at holde paa hende. Denne Gang var det ikke engang nødvendigt; hun satte sig selvbuden paa en Sæk, pustede lidt af Hede og saae paa Jørgen, der var ganske forbløffet ved denne uventede Lykke. Han kom imidlertid snart til sund Besindelse: — da han for lidt siden havde været ude paa Omgangen, havde han set Mølleren med lille Hans gaa over til Svigermoderens — det var jo en sjelden Lejlighed: nu skulde hun sandelig heller ikke slippe bort saa let igjen.

— Lad være med saadan at sluge mig med Øinene, spis du bare heller din Grød.

Jørgen tog fat.

— Det er godt, du engang kan lade lidt Ro falde paa dig, sagde han med Munden fuld — ellers har du da et farligt Bisselæder i Saalerne.