139
dig — i al Skikkelighed — og saa … Du maa rigtig skamme dig!
Han skammede sig virkelig — men kun over at være kommen tilkort.
— Aa, du behøvede slet ikke at være saa knibsk. — Du er da ikke Møllerkone endnu!
— Netop derfor.
Hun saae paa ham med et underligt Blik, der helt forvirrede ham.
— Hvad mener du med det?
— Jeg mener, at du er en dum Dreng, og nu kan du have det saa godt.
Hun vendte sig, som for at gaa ned.
— Du har jo selv fortalt mig, at Mølleren har kysset dig, sagde Jørgen mut og grædefærdig.
— Ja Mølleren, — det er en hel anden Sag.
— Hvorfor er det en anden Sag ?
— Det veed du da nok! … Han skal jo være min Mand.
— Den Gang da ikke, for da levede Konen.
— Ja, Stakkel! det kunde man jo nok se, at hun ikke vilde leve længe … Saa kan en Mand jo da have Lov til at se sig om i Tide.
— Har han da sagt, at han vilde gifte sig med dig? spurgte Jørgen — og anslog pludselig en hel anden, stærkt interesseret Tone.
