142
kan ogsaa spille paa et Klaver — jo, hun er en rigtig fin Dame, Frøken Christensen!
— Naa saadan — ja. Men er han da ellers — — forlibt i hende?
Lise lo haanlig: —
— I hende! — Nei, hvad det angaar — — men, ser du, kan vil jo nok giftes med hende — paa en Maade da, troer jeg — fordi at saa blev han jo fri for mig.
Jørgen stirrede ganske uforstaaende paa hende: —
— Fri for dig? ja men jeg troede — — er han da ikke mer — vil han ikke gjerne — —?
— Kjæresteri — og saadan noget — jo vel. Men han vil da nødig gifte sig med mig — over det at Ungen ikke kan lide mig, tænker jeg — saa mener han vel, at jeg bliver en daarlig Stedmoder … Og saa det med hende derovre, det er jo da noget Andet — saadan en Frøken, der kan spille Klaver — end som en stakkels Tjenestetøs, der ikke kan Andet end gaa og sjove i Husholdningen.
Hun tav og saae ned for sig, med Fortænderne sat fast i Underlæben, idet hun overlod sig til den Medynk med hende selv, som ofte overvældede hende og i alt Fald vidnede om, at hun var begavet med nogen Fantasi.
Man hørte i nogle Øieblikke kun Træskeen skrabe mod Tallerkenen, Rumlen af Axlen og
