4
tænke sig at Hovedpersonen hed Mette, Jomfru Mette! Dette gav ham nogen Mistillid til Forfatteren, som om denne dog maaske ikke var saa helt fortrolig med den Tid, han skildrede. Jørgen vilde trøstig have svoret paa Araberens Guldsko, men Ingen skulde faa ham til at tro, at en fin Adelsdame hed Jomfru Mette.
Bortset fra det anstødelige Navn var det iøvrig denne Person, der fremfor alt Andet tog ham fangen ved Læsningen. For det var umiskjendeligt, at hun lignede Lise til Punkt og Prikke. En smaalig Kritik kunde ganske vist have indvendt, at Mettes Fletninger vare »sorte som Ravnens Fjedre«, og at hendes mørke, sammengroede Øienbryn »buede sig som en svævende Ørns Vinger«, medens Lise havde gult Haar, der spillede en Kjende i det Grønlige, som fugtigt Hø, og man slet ikke lagde synderlig Mærke til de lyse og tynde Bryn; ligeledes at den ridderlige Jomfru var i Besiddelse af en »yndefuld men energisk bøiet Næse«, medens dette Organ hos Møllerpigen snarere viste sin Energi ved et let opadgaaende Sving, der iøvrig heller ikke var uden Ynde, samt at hendes kraftige Mund, hvis Overlæbe fulgte Næsen lidt paa Vei og derved lod et Par store, sunde Tænder skimtes, ikke godt kunde beskrives som »paafaldende lille med smalle, tæt sammensluttende Læber«. Jørgen vilde med nogen
