Side:Møllen.djvu/168

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

156

Jo, hun besørgede det altsammen, Gud bedre! men det maatte nu have en Ende, for det var ikke til det Gode den Redelighed med Skyttelise ovre paa Møllen.

Hareenken trak Panden helt op under Haaret og pressede Dobbelthagen saadan ind, at Underlaget vældede frem; — hun mimrede med Munden, og havde hendes Øren været saa bevægelige, som de ifølge Navnet burde have været, saa vilde det venstre have lagt sig helt hen imod Madam Andersen, der bøiede sig frem imod hende med megetsigende Hovedrysten og Blinken.

Ellers var Madammen ikke særlig meddelsom, og i Familieanliggender vidste hun at holde Tand for Tunge; men overfor Hareenken havde hun fra gammel Tid en vis nedladende Fortrolighed, og nu da det gjaldt saa vigtig en Sag, betænkte hun sig ikke paa at afsløre for hende det trædske Spil som Lise drev ovre paa Møllen, og havde drevet allerede for hendes Christine var død. Ja, hvis ikke Drengen havde været der, saa havde hun maaske allerede faaet Jakob til at give hende Ægteskabsløfte, men over det at han havde Ansvar for Barnet, saa skammede han sig jo ved at give det saadan en Skarnstøs til Moder. Det var saamænd helt underligt at se paa, tidt var det ligesom om han søgte Tilflugt hos Barnet; saa vilde han bestandig have det om