5
Overraskelse have indrømmet Berrettigelsen af en saadan Indvending, men den kunde ikke omstøde den Kjendsgjerning, at han ikke kunde læse om den slet døbte Jomfru Mette uden at tænke paa Lise. Hovedsagen var at Alt hvad der fandtes af Mandkjøn i Bogen var forelsket i Mette, ligesom her i Møllen baade Husbond, han selv, anden Svend Christian, ja om det saa var det Smule Fæ, Drengen Lars, saa var de Alle som om de var forrykte efter Lise. Og det kunde jo ogsaa nok passe — desværre! — at Ingen rigtig vidste, hvor de havde hende, end sige hvor de Andre havde hende. For han turde ikke sværge nogen meget stor Ed paa at ikke Lars med sin Barnemund, der ikke havde saa meget Dun at Melstøvet kunde hænge sig fast deri, havde i et gunstigt Øieblik snappet det Kys, som han selv saa længe forgjæves havde spidset sine Læber paa, skjøndt den øverste var prydet af en meget ordentlig Knebelsbart: — ganske saaledes som Fortællingen godtgjorde, at Jomfru Mette, da hun for at afsvale sig efter Dandsen var traadt ud paa den mørke Balkon, havde kysset den forglemmigeiblaa Page, som bragte hende Vin — og det umiddelbart efter at hun havde bragt de prægtigste Riddere til Fortvivlelse ved sin Kulde.
Intet Under altsaa at den ellers lidet læsende Jørgen var bleven rent forfalden til at efterspore den
