159
Der opstod en Pause, som blev afbrudt af Hans, der med straalende Øine havde set fra den ene til den anden.
— Saa skal Lise bort, naar Ane kommer?
Madam Andersen og Hareenken vexlede et forstaaende Blik, der yderligere irriterede og foruroligede Mølleren. Men Dragen, der som sædvanlig befandt sig i en salig Tilstand af isolerende Sløvhed, gav sig godmodig til at yde Barnet den formentlige Trøst: han skulde ikke være bange for det, Lise vilde nok blive, Ane vilde vel neppe heller paatage sig hele Møllen — hvilket sidste bekræftedes af Hareenken, der mente, at det vel nok, i alt Fald i Begyndelsen, vilde blive temmelig meget, skjøndt Ane da ellers var en stærk og flink Pige.
Drengen stirrede paa dem begge med store Øine, der var blanke af Skuffelsens opstigende Taarer.
— Men Herregud, tud nu da ikke strax, Hans! du hører jo, hun bliver … Lise skal ikke bort, hun bliver paa Møllen — bestandig, hører du.
Hans hørte det og gav sig til at tudbrøle: —
— Ja, men jeg vil jo ikke have, at hun skal blive; — Ane skal komme.
Denne uventede Protest mod Trøsten satte Onklen i en saadan Forbauselse, at han lagde sig
