162
— Nei, det er da sikkert, det er ikke saa lige at fæste Tyende nuomstunder, bedyrede Sønnen.
— Ja, nu skal jeg tale med Lise om det. Det kan jo være, at hun selv ogsaa nok vil have nogen Hjælp, naar jeg tilbyder hende det.
— Jeg ved slet ikke, hvad Lise skal spørges om det for, indvendte Madammen skarpt. — Og hvad hun vil, det veed vi jo nok.
Mølleren blev lidt rød i Hovedet ved denne direkte Hentydning, og skottede hurtig under Brynene hen til de Andre. Hareenken satte en diskret intetanende Mine op, men Svogeren nikkede betydningsfuldt medvidende: »ja det veed vi jo nok« — alt imens han dumpt og haabløst overveiede, hvad Mo'er vel mente med det, og hvad Pokker egentlig Lise skulde ville. Thi Moderen betragtede Henrik som et alfor utilforladeligt Vrøvlehoved, til at hun skulde betro ham sine Bekymringer om Tilstanden paa Møllen.
Madam Andersen gjorde endnu et Forsøg, men Mølleren blev ved det, at han maatte tale med Lise om det, og hvis hun fremdeles vilde være ene om det, saa skulde hun ogsaa have Lov til det.
Saa reiste han sig, han vilde hjem. Det var blevet overtrukket, og Regnen slog mod Ruderne, men han vilde ikke vente. Den næste Morgen skulde han tidlig op, der var meget at gjøre.
