163
Drengen var falden i Søvn med sit Hoved i Bedstemoderens Skjød.
— Saa lad da Hans blive her, han sover saa sødt.
— Nei, jeg vil da helst have Drengen med mig.
— Hvad skal han nu ud for i den Regn, saa søvnig som han er?
— Aa, han er jo da ikke af Sukker, han smelter vel ikke paa det Stykke Vei … Hans!
Drengen, der var halvvaagen og havde opfattet de sidste Ord, gned sine Øine og sagde, at han vilde gjerne blive hos Bedstemoder. Mølleren pillede nervøst i sit Skjæg og hentede sin Hat og Barnets Hue, der laa paa en Stol.
— Nei, kom nu, Hans; det er bedre, du gaar hjem med mig …
De stod alle tre ved Vinduet og saae efter Faderen og Sønnen, da de gik ned gjennem Rønnebær-Alleen. Møllerens høie Skikkelse syntes at dingle lidt, i Holdning og Gang var der noget Villieløst. Drengen, som han holdt ved Haanden, traskede muntert afsted og lod snarere til at føre ham end til at blive ført: — en Gang trak han Faderen udenom en stor Pyt. Efterhaanden udvidskedes deres Skikkelser i Regntaagen.
Madam Andersen nikkede dybsindig: —