164
— Der kan De selv se! han turde ikke — nei, han maa have Barnet om sig.
— Ja, det er tydelig nok … Han er ligegodt bange, svarede Hareenken med et Nik, mens hun atter lagde Dobbelthagen i Hattebaandenes Tvang.
— Aa jo, aa jo .... det er jo saadan — Jakob har jo altid været noget ængstelig af sig … det kjender vi jo nok, indrømmede Dragen — uanset at det var ham den sorteste Gaade, hvad de to gamle Fruentimmer egentlig vrøvlede sammen der.
De to gamle Fruentimmer vrøvlede imidlertid ikke, de havde Ret. Han var bange for Lise og endnu mer for sig selv: for den lidenskabelige Uro, den begjærende Kjærlighed til Lise, som han i den sidste Ugestid havde følt ulme stærkere og stærkere i sig. Han havde jo troet, at den allerede var udslukket. Ufravendt havde han sit Blik rettet mod det fremtidige Ægteskab med Skovfoged-Hanne, dette Ægteskab der stod for ham som en afgjort Sag — som forudbestemt, allerede knyttet ved Løftet til en Døende og indvarslet af en Aandehaand. Havde ikke Christines Aand friet for ham i Skovfogedhuset? De derude kunde ganske vist neppe ane noget om denne hemmelige Betydning af hint Dødsvarsel, for han havde endnu ikke sagt dem, hvorledes Christine
