165
havde tænkt paa Hanne i sin sidste Time. Men han havde paa Følelsen, at Hanne var ham venlig sindet og han troede ogsaa, at de betragtede dette Ægteskab næsten som en Selvfølgelighed, om de end aldrig havde talt sammen derom eller blot hver for sig gjort sig det klart. Derfor nød han ogsaa ude i det venlige, skovhegnede lille Hus en velgjørende Fred, en Søndagsstilhed, som det gjorde godt at hvile ud i og var forjættende at have Udsigt til som til et ufortabeligt Eie, et velerhvervet Grundstykke, paa hvilket der kunde bygges et sundt Hjem for ham selv, og som kunde opdyrkes til en frugtbringende Arvelod for hans Søn. Desværre var alt dette kun en Fantasi, og tilmed en Fantasi af hans ydre Villie, af hans Pligtbevidsthed og opdragne Fornuft; og medens den med samvittighedsfuld Flid digtede sig længer og længer frem i denne ensformige Idyl af from Huslighed, drømte hans inderste Naturvillie sig stedse dybere ind i vilde vanhellige Drømme om et heftig bevæget Elskovsliv, kastet ind mellem Tvivl og Haab, ansporet af Skinsyge, fuldt af bratte Skuffelser og lykkelige Overraskelser og med urolig Hvile i Vellystens sødeste Feberrus. For der var i ham — ubrugt og først lige netop vakt til anende Selvbevidsthed — et Stykke kraftigt Erotik, der ikke nøisom lod sig affinde med at der for anden Gang bødes den et
