166
Andet for det Ene: en fuldt færdig Ægteskabs Lykke, lige til at trække paa som en solid bekvem Husdragt, i Stedet for den Fjederham, som den begjærede for at vove en farefuld Flugt.
Og Møllen begyndte at gjøre Oprør imod Skovfogedhuset.
Det laa derude lavt og lunt gjemt af den store Skov, der omgav det med uigjennemtrængelig Løvmasse paa tre Sider og imod Nord skød et Læbælte frem paa Stranden. Og dette Vand, der hist og her skinnede mellem slanke Bøgestammer og som en Aabning i Krattet førte ligeud til, det var ikke det lunefulde aabne Hav, men et fredeligt Sund, hvor aldrig nogen Smakke var strandet og ikke engang en Seilbaad kæntret. Alt syntes derude mere livsaligt — Vinteren mere festlig krystalglinsende, Vaaren grønnere, Høsten rigere broget, og Solnedgangen — straalende mellem Stammer, glimtende gjennem Løv og gjenspeilet i Vandet — mere tindrende gylden, mere luende blank. Men naar Stormen gik over Landet, saa fornam man den der dog kun som en tung Brusen af Trætoppenes Uendelighed og et ensformigt Kog af Bølgeskum paa Sand.
Saaledes Skovfogedhuset derude.
Og her stod Møllen paa bar Mark og tilmed paa det høieste Punkt, som Veien skraanede saa
