167
smaat op imod og sænkede sig fra — Høimøllen kaldte den sig. Op over Træerne hævede den sig og bredte sine fire Arme ud mod Himmelrummet: det Eneste den bad om, Vind og Veir , det Eneste den frygtede — Vindstille! Og Møllen — det var Lise: — den var gjennemtrængt af hende ligefra hendes eget Kammer i Stuehusets Gavl — modsat det Værelse, hvori Christine var død — til Møllehatten, hvor hun selv aldrig havde været, men som hendes Tanker havde besøgt og taget i Besiddelse. For det var ikke blot alle de smaa Erindringer om hende, der var strøet om i Hus og Mølle, i Bageriet, paa Gaardspladsen og i Haven: endnu mere var det hendes Villie at ville eie det altsammen og ikke taale Nogen ved Siden af sig, skulde det end kræve et ligesaa utrætteligt Arbeide, som det Kværne, Spidsestene og Sigter forrettede — det var den, der besjælede Møllen og ligesom gjorde den til hende selv.
Naar han da sent paa Aftenen kom hjem fra et Besøg hos Skovfogdens, og Møllen dukkede ud af Skumringen, som han nu saae den i Regntaagen: saa syntes den at vente paa ham med noget Truende og Vredladent i sin mørke Skikkelse, som man modtager En, der har været ude paa forbudne Veie.
Saa var det ham velgjørende at føle Barnets Haand i sin som en levende Amuleth. Det var
