Side:Møllen.djvu/182

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

170

allerede nok at gjøre — altfor meget … men det kan vi nu tale om siden.

— Aa, man faar Tid til alting, naar man tager det efterhaanden.

Hans var fuld af Interesse traadt hen til Vadskegruppen og stirrede nysgjerrig ned i den lille Ballie, hvis snavsede Vand yderligere sortnedes af en Mængde levende Punkter — et Vidnesbyrd om, at hendes Barmhjertighedsgjerning allerede bar Frugt. Den lille Mand undrede sig: — hvorfor havde han aldrig fundet paa det? han syntes, Arbeidet saae ikke ud til at være vanskeligere, end at han maatte kunne overkomme det. Og han holdt dog saa meget af Trofast, der paa sin Side formelig tilbad ham, medens Lise egentlig ikke kunde lide Hunden — og dog gjorde hun det. Saaledes var hun ogsaa altid venlig imod ham og vilde gjøre ham alt optænkeligt Godt, skjøndt han var muggen imod hende og ikke kunde lide hende — hvorfor egentlig?

Pludselig kastede Lise Børsten fra sig og slog Hænderne sammen:

— Jøsses da, hvordan er det, du ser ud, Barn! — Vandet driver jo af dig.

Hun sprang op, løb ud og kom strax ind igjen med Møllerens og Hans' Husdragter. Mølleren gik ind i Dagligstuen og lod Døren staa efter sig. Hun trak selv Jakken af Drengen og forvissede sig om