Side:Møllen.djvu/184

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

172

Endelig, da Faderens Stemme inde fra Dagligstuen ærgerlig bød ham holde op at flæbe, mandede han sig op og vilde gaa i Seng. Men paa denne mærkelige Aften fandt han sig villig, ja taknemlig i at Lise hjalp ham med Afklædningen og puslede ham; og da hun nu ogsaa fromt mindede ham om at bede sin Aftenbøn, inden han lagde sig til at sove, slyngede han sin Arm om hendes Nakke og kyssede hende til Godnat.

Imidlertid sad Mølleren inde i Dagligstuen, til hvilken der tvers over Gangen strømmede et svagt Lys ind fra Kjøkkenet. Han grublede hen for sig, med Hovedet i sine Hænder. Hvad kunde hun ikke altsammen faa fra Haanden, denne mærkelige Pige! Dette med Trofast var rent ud Prikken over i-et. Og hvor langt hun var fra at gjøre noget Væsen ud af det! saa freidig og frisk, som om det Hele Ingenting var. Og alligevel skulde det være nødvendigt at tage en anden Pige, der formodentlig vilde bringe alskens Ufred og Bryderi med sig ind i den fredelige Møllegaard? De to Piger vilde naturligvis ikke kunne forliges — ikke at tale om at Svigermoderen jo stod bagved den anden. Men det var jo ogsaa muligt, at Lise paatog sig mere end hun kunde taale, og som Husbond havde han Ansvaret for sin Husstand; saa var det hans Pligt at sørge for at hun fik Hjelp.