Side:Møllen.djvu/185

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

173

Der er ingen Tvivl om, at Høimølleren vilde have vist sig som en modig Mand, hvis han var bleven stillet op paa en Skandse med bestemte Ordrer at lystre. Han vilde vist have været en Løve paa Valpladsen, men han var — som man siger — ingen Hund efter at komme op at mundhugges, og allermindst efter at geraade i en af disse pinlige Redegjørelser med en kvindelig Modpart, hvor ikke blot spidse og bitre Antydninger, men bebreidende Blikke, Suk og klynkende Tonefald er hvad der hører sig til, og Taarer, ja selv hysterisk Hulken ikke altfor fjerne Muligheder. Meget uvillig havde han begivet sig paa Vei til Svigermoderen, for da der saadan kom Bud efter ham, kunde han nok tænke, at der var Noget i Gjære mod hans Ro; og nu skulde han allerede levere et nyt Slag!

Det var derfor med et tungt Hjerte at han gik ud i Kjøkkenet, da han hørte, at Lise var kommen ind igjen og gav sig til at rydde op.

Han begyndte meget forsigtig med at betone sit Ansvar som Husbond — for denne Side af Sagen havde særlig tiltalt ham, da den ikke havde Noget med de virkelige Bevæggrunde at gjøre. Han maatte frygte for, at hun dog maaske efterhaanden paatog sig mere, end der var sundt for hende, og nu var der saadan en god Leilighed til at faa en Medhjelperske. — Der kom ikke Noget af alt det,