183
og haabede, at dens Tøven maatte faa hende til at raabe mange Gange endnu.
— Aa, hvis den blot kan høre mig. Maaske de Andre har jaget efter den.
— Hvilke Andre?
— Dens Kammerater. Mange af dem kan ikke lide den, fordi den holder til her; maaske ogsaa fordi den har Halsbaand paa.
— Er det muligt?
— Ja, og igaar saae Skovløberens Dreng, at der var tre Raadyr der var efter den. Men Jenny løber hurtig.
De vare langsomt gaaet gjennem den smalle Granlund og stod ved en Skoveng, der næsten laa helt i Skygge.
Ligefor dem hævede Bøgeskoven sig i det stærke Sollys. Det aandede et Skjær af Forgyldning over Kronernes Farve af grønt anløbet Bronce, der hist og her lod en hvid Sky skinne igjennem, og midtveis tegnede det alle de slanke graa Stammer, idet det ligesom lokkede enkelte frem dybt inde fra Tykningen, hvor de vilde skjule sig; medens forneden Hasselbuske, Tjørn og ung Bøgeopvæxt, uberørte af Aarstiden, lod deres Grønt fryde sig i Glandsen med sommerlig Friskhed og Fylde.
Over deres Hoveder løb af og til en blød Susen af Grannaale, og et frisk harpixduftende Vindpust strøg
