Side:Møllen.djvu/197

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

185

Hun satte Haanden for Munden og raabte saa høit hun kunde.

— Men De maa da ikke anstrenge Deres Stemme saadan for vores Skyld, sagde Mølleren — De kan jo blive helt hæs.

— Aa nei, for den Sags Skyld kunde jeg staa og raabe en hel Time, og Hans vil da ogsaa saa gjerne se Jenny.

— Aa ja, Tante Hanne! det vilde jeg rigtignok gjerne, sagde Drengen med et bønligt Blik. Naar han havde været paa Besøg i Skovfogedhuset, havde Jenny enten været lige ved Huset eller i Stalden — eller ogsaa var den slet ikke kommen, saa han var uhyre spændt paa at opleve det Eventyrlige at »Tanten« saaledes kaldte Dyret ud af den vildene Skov; og han havde neppe kunnet holde ud paa sin Post ved Vandingstruget saalænge til Ponyerne havde drukket og gav sig til at traske hen mod Stalddøren.

I det samme løftede Hektor Hovedet og gav sig til at gjø kort og skarpt. De lyttede alle spændt, og snart hørte de en fjern og fin Klang af en lille Klokke, der hurtig blev stærkere. Pludselig smuttede Noget ud under Bladene derovre; et rødbrunt Raadyr satte i lange, elegante Spring tversover Engen og styrede lige hen mod Hanne, der raabte »Jenny«, og klappede i Hænderne, straalende som et Barn.