187
— Naa ja, bemærkede Mølleren, en Gang maa Dyret jo alligevel dø — af Alder eller Sygdom, og saa er det dog meget bedre saadan — hurtig og uventet — man kunde saamænd misunde det saadan en Død.
— Aa nei! for et Dyr kan det nok være, det er det bedste — men ikke for et Menneske.
— Hvorfor da ikke ogsaa for et Menneske?
— Nei, jeg vilde ikke gjerne gaa bort paa den Maade. Jeg vilde helst have Tid til at forberede mig paa Døden og til at tage Afsked med mine og med Verden — og især til at samle min Sjæl … for Evigheden.
Mølleren var bleven staaende, da Samtalen tog en saa alvorlig Vending og saae med Beundring paa den unge Pige. Hvor hun er klog! tænkte han. Andre tænker ikke over saadan Noget, og dog er det saa sandt — jeg vilde heller ikke ønske at blive revet pludselig bort … maaske midt i de verdsligste Tanker. Hun er from og klog. Sammen med hende maatte man blive et bedre Menneske! Hvor Christine dog har haft rigtigt Blik for det, og hvor det er en Lykke for mig, at hun døde en rolig Død og kunde tale med mig, som hun gjorde; for af mig selv var jeg vel neppe falden paa det.
Hanne fandt den Taushed, der var indtraadt, lidt pinlig. Hun frygtede for at Tanken om Christines
