Side:Møllen.djvu/201

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

189

vil den ogsaa have Kage ligesom Jenny. Se, hvor hun kan skabe sig!

Jenny »skabede sig« virkelig. Den trykkede sig saa fast op til Hanne, at hun havde ondt ved at holde sin Stilling. Men Hektor havde sat sig; den trippede med Forpoterne og klynkede bebreidende, fordi Ingen gav sig af med den.

— Det er sandt, udbrød Skovfogden, idet han kastede Halmvisken fra sig — jeg skulde jo hen at tale med gamle Ole.

— Saa gaar jeg med dig. Jeg vil gjerne røre mig lidt, sagde Mølleren.

— Ja men saa gaa kun strax, at det ikke skal trække for længe ud med Aftensmaden, paamindede Hanne. — Jeg skal nok sørge for de Smaa.

Hun lukkede Døren helt op til Stalden, og »de Smaa« traskede villig nok derind. Mølleren vilde hjælpe hende, men blev spøgende afvist: han troede vel ikke, at hun selv kunde klare for sig! Egentlig var det ham ikke helt ukjært; for det morede ham nok saa meget at staa der, lænet til den underste Halvdør, og se hendes Skikkelse saa flinkt bevæge sig derinde i Halvmørket, som undertiden kun lod hendes venlige Ansigt lyse i bløde Omrids, alt imedens hun spændte Grimerne om de urolige Ponyhoveder — mere hindret end hjulpet af den lille Hans, der satte hende i dødelig Skræk