191
Munterhed — en kvægende, kildefrisk Latter, der vældede frit fra Gemytets Muld uden at trænge til Viddets Ledningsror end sige til Spydighedens Bor.
Endnu leende og med Taarer i Øinene, modtog han den knortede Egestok, som Skovfogden rakte ham. Selv havde denne en Træpibe i Munden og Bøssen hængende over Skuldren. Men den tilbudte Cigar afslog Mølleren: han vilde nyde Skovluften. Og de to Venner skridtede rask henad Veien, der først løb i Udkanten af Krattet langs det straalende Sund, eller helt nede paa Strandgruset, og saa dreiede indad, fordybende sig i tæt, kølig Løvskygge.
Mølleren skjød Hatten bag i Nakken, svingede med Stokken og gav sig til at fløite en Vise. Han havde ikke, saa længe han kunde huske tilbage, været saa let og fri tilmode. Denne Sundskov elskede han med al den Natursands, han raadede over, og det var ikke saa lidt endda: — en Natursands, som man finder den hos indesluttede Mennesker uden boglig Dannelse, ubevidst og umiddelbar. Som et Kjær mørknes under en Uveirshimmel og lyser under Solskyer, saaledes antog hans Sind Omgivelsernes Farve. Allerede da han for et Par Timer siden med Hans ved Haanden var traadt ind i Skoven, havde den unge Høstpragt med sin opblomstrende Brogethed lyst op i hans Sind som en festlig Hilsen; og siden havde der samlet sig saa
