192
mange kjære og venlige Indtryk lige til denne glade Staldscene, hvis Gjenlyd endnu lo i hans Inderste, som om den havde forvildet sig i en Labyrinth, hvor den ingen Udgang fandt.
Og med dobbelt Fryd jublede hans Sjæl op i Frihed, fordi han saalænge havde levet under et Tryk, der nu var som tryllet bort. Mellem ham og Lise var der ikke senere forefaldet Noget, men Stemningen i Møllen havde været underlig tung og trang ligesom Veiret: en ensformig Række af lavhimlede Graaveirsdage, til det nu i Morges var »blanket op«, og han havde taget den Beslutning at besøge sine Venner i Skoven.
Han følte ogsaa nu en modig Trang til ikke blot at nyde denne lykkelige Stemning, mens den var der, men holde den fast og tilegne sig den — forvandle den fra en flygtig Gjæst til en fast Husfælle. Ja, dette Hus — hans Hjem! Gud give han kunde sige Møllen Farvel, give den til Jørgen, og Lise med i Kjøbet, og saa saa selv drage ind herude som Skovfoged med Hanne til Hustru — Vilhelm kunde jo, da man en Gang var paa Ønskernes Vei, være ansat i et større Embede ikke langt derfra som kongelig Skovfoged … Det lod sig nu altsammen ikke gjøre, men der var noget Andet, som kunde ske og skulde ske.
