Side:Møllen.djvu/206

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

194

det kaldte hun nu »berygtet«; det var saamænd ren og skjær Ros altsammen.

Og Mølleren lo, saa det rungede i Skoven, idet hans glade Lune greb denne Leilighed til atter at udlade sig; og Skovfogden, der af Naturen egentlig var et Stykke af en lystig Patron, stemmede med i, skjøndt han ikke ret vidste, om det ogsaa passede sig at le i Anledning af en af den ydre eller indre Missions Støtter, selv om Anledningen var saa indirekte.

— Naa, saa er der jo vores egen Præst, gik han videre i Texten: jeg saae paa din Kones Begravelsesdag, hvor bleg han blev, fordi hans Glas sprang, da han klinkede. Det er sandt nok, det Varsel er sikkert nok, det skal næsten aldrig slaa feil; men skal maaske en Præst være saa bange for at dø? skal han hænge saadan ved dette Jordeliv?

Mølleren svarede kun med en samstemmende Brummen. Denne Bemærkning var ligesom en Haandsrækning fra Skovfogden til at hjelpe ham over i den Samtale, som han ønskede, eller rettere, som han havde besluttet sig til: han vilde jo netop ogsaa tale om hin Begravelsesdag og om de Ord, der da vare faldne imellem dem nede ved Dammen; nu behøvede han blot at gribe til — og Ordene »Du talte om Begravelsen« vare ham allerede paa Læben; saa blev han bange for det altfor