196
Mølleren gravede med sin Stok dybt ned i det bløde Engmuld: —
— Skovfoged, begyndte han med en egen Høitidelighed i Stemmen — kan du huske paa Begravelsesdagen, da vi stod med din Søster nede ved den lille Dam?
— Ja, det skulde jeg da nok kunne huske, og hvad der blev sagt — Ord til Ord.
— Godt … Saa ved du ogsaa, at jeg sagde jer, at min salig Hustru i sin sidste Time havde tænkt paa din Søster Hanne, saadan rigtig inderlig tænkt paa hende.
— Ja ja, det sagde du at du vidste, skjøndt hun ikke havde talt om hende.
— Aa jo, nok talt om hende, men hun nævnede ikke hendes Navn, det er rigtig nok … Og saa sagde jeg ogsaa, at jeg vilde sige dig, hvordan hun havde talt om Hanne, naar Tiden kom dertil.
— Ja, jeg husker det godt nok, og jeg har saamænd ogsaa tidt og mangen Gang tænkt paa det … Naa, og er saa Tiden da kommet nu?
— Jeg troer det.
Skovfogden stirrede forventningsfuld paa ham; men hans Blik syntes at bore sig ned i Engbunden omkaps med Stokken.
