197
— Ser du, stakkels Christine havde jo gjort op med Verden. Hun tænkte ikke længer paa sig selv, men kun paa os, som blev tilbage. Og saa talte hun især om naar jeg giftede mig igjen, for det skulde jeg da gjøre, mente hun; det var bedst i alle Maader, især for Drengen, forstaar du nok. Og saa lagde hun mig paa Hjerte med saadan smukke Ord, at jeg fremfor Alt skulde se paa at faa en christelig Pige til Hustru.
— Naa saadan. — Hm … Og saa tror du, at det var Hanne, hun mente?
— Det var det.
— Aa ja, det kan jo nok være … Skjøndt at — der er jo nok rundt om i Familierne — christelig Aand er der jo da at finde … om den ogsaa tidt nok er noget udvandet, og Versligheden tager mer og mer Overhaand — Gud bedre! Men hist og her — som for Exempel Povl Jensens, det er en gudsfrygtig Familie, og hos Præstegaardsforpagterens i Skibby der er der ogsaa en meget from Datter, hun kommer i alle Forsamlingerne — ellers duer Familien ikke saa stort …
— Nei, det var ikke saadan paa det Ubestemte. For Christine sagde ogsaa, at der var jo dem, der var noget for strenge af sig og maaske overdrev lidt — og det var jo jer hun mente — —
