213
Pyt! siden den Dag havde Lise været ganske unærmelig; hun havde sendt Lars op med Aftensmaden, havde gjort i Stand i Karlekamret saa tidlig og tilmed paa saa uregelmæssig Tid, at han ikke let kunde passe at være dernede. Og hvis han saa endelig ved et Tilfælde kom til at være et Øieblik ene med hende, saa var hun ikke til at røre ved og neppe til at slaa et Ord ud af. To Maaneder — og ikke videre! det skulde han have anet den Gang, hun kyssede ham, og han stod saa ærlig og tog imod det uden at røre ved hende, for ikke paany at smudske hende til. Maaske var det netop Feilen; hun havde taget det for Koldsindighed. Naar havde han ogsaa læst i sin Roman om, at Hjalmar havde staaet ret op og ned som en Tinsoldat og ladet sig kysse, for ikke at sætte Pletter paa Jomfru Mettes Kjole? Men Hjalmar gik ogsaa altid i Fløiel og Silke, og paa Hænderne havde han Bøffelskindshandsker — han kunde sagtens!
Iøvrig blandede der sig i disse Grublerier en stedse mere paatrængende Tanke om, at det dog snart maatte være paa Tide at gaa over at spise. Vilde Husbond dog ikke nu endelig en Gang komme ned fra det Kværnloft? Men endnu bestandig blandede der sig i Kværnenes Rumlen den utrættelige taktmæssige Klang af Hammerslag paa Sten.
