Side:Møllen.djvu/228

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

216

— Jamen, du kan dog ikke — hør, Lise! — —

Men Lise, der allerede var kommen et Par Trin op ad Trappen, vendte sig blot og tyssede uvillig paa ham.

Han stirrede forfærdet efter hende:

Hvad i al Verden gik der af Pigen —? havde han da kysset al Omtanke ud af Hovedet paa hende? Husbond vilde jage dem paa Porten, eller i alt Fald ham, og det var endda det værste at blive jaget væk alene — for hun vilde naturligvis lyve sig al Skyld fra, skjøndt hun dog i Grunden havde været villig nok.

Imidlertid stod Lise foran Mølleren, der sad paa en Møllesten og med en stor, skarp Hammer huggede ned i en af de Riller, der fra Hullet i Midten løb krumme ud mod Randen. Han saae ikke op, da hun med et »Værsgo', Husbond« satte Tallerkenen ved Siden af ham paa Stenen, men nikkede blot og takkede.

— Nei! ser en Møllesten saadan ud!.. Det er helt pænt … Og naar man ser lidt paa den, er det ligesom den begyndte at dreie sig.

Mølleren smilede og saae op paa Lise; strax antog hans Blik et stirrende Udtryk, og en mørkladen Rødme vældede op over hans Ansigt.

Lise saae fra ham ned ad sig selv.