223
hvis mægtige støtte Susen, med Smeld af Seildug og Hvin af Vinden, kom ned ovenfra med Bud fra en stor Maskine af Hjul og Møllesten, der arbeidede utrættelig for hendes Velvære. Ogsaa en Stump af Galleriet silhouetterede sig paa Gruset med et Billede af Jørgen, der dreiede Gangspillet for at vende Hatten en Kjende; ogsaa han hørte med til hendes Eiendom som en leilighedsvis Adspredelse. Men i Christian, der tog Brødene ud af Hænderne paa hende, og da han mærkede, at hun tøvede, forsøgte sig med en lille Smidsken — i ham saae hun kun Tjenestekarlen, hvem hun om Søndagen lod lægge det pletterede Seletøi paa de blankstriglede Brune og spænde for Stadsvognen, naar hun vilde kjøre ud i Besøg eller til Kirke med sin Mand.
Med sin Mand? — Hun var igjen ved Siden af Mølleren og betragtede ham, som han stod bøiet foran Ovnen uden Frakke og Vest, med Skjorten knappet op for Brystet og smøget op over Albuerne paa de muskelstærke, haarede Arme, der manøvrerede med den lange Stang. Fra det krusede, graasprængte Tindinghaar perlede Sveddraaberne ned i hans Skjæg; det magre Ansigt havde et anspændt Udtryk — han var helt ved sit Arbeide, og ligesaa godt kunde den trevne firskaarne Lollik — hendes Forgængerske — have staaet der hos ham og taget mod Brødene, som hun med sine bløde, indsmigrende
