224
Former og med saa meget Liv i sit Blik … Eller syntes det kun saa, og kom maaske denne Anspændthed af en Tvang, som han paalagde sig for ikke at mærke hendes Nærhed? For det var dog vel sikkert at forleden, da han siddende paa sin Møllesten havde set Melpletterne paa hendes Kjole, da var Skinsygen vaagnet i ham og havde pustet til de ulmende Gløder i hans Hjerte, saa det var flammet rødt over hans Ansigt …
Ak nei! det var nok saaledes: hun skulde miste alt dette — denne Møllegaard, som hun havde arbeidet sig en Ret til, og denne Mand, som det nok var værd at kalde sin Husbond og gaa ved Siden af ind i Kirken — for det kunde ikke nægtes, at naar han kom i Pudset, saa var han stateligere at se til end nogen af Gaardmændene, om Parcellisterne nu slet ikke at tale. Og han havde tilhørt hende, saa hun blot havde behøvet at strække Haanden ud efter ham … Ja, hvis hun ikke havde været den anstændige Pige, som hun var! Det var nu Lønnen! derfor havde han slaaet hende af Tankerne og rendte efter en Anden.
Og de gamle Forestillinger kom saa levende igjen fra hin Begravelsesdag, da hun havde set denne »Anden« staa og arbeide i hendes Kjøkken. Ja, hun vilde blive jaget fra Gaarde — fra hendes egen Gaard, fra Hus og Hjem, uden Tak for Alt,
