225
hvad hun havde gjort her, hvor hun dog havde holdt sammen paa det Hele. Hun saae sig selv grangivelig vandre afsted i Slud og Kulde, ad vaade Veie ud i den vide, vide Verden, med sin Bylt og med den trofaste Pilatus paa Armen — for den vilde ikke forlade hende, og den skulde heller ikke blive tilbage der for at den Anden kunde sparke den ud af Kjøkkenet og den vilde Kiss kunde rive Øinene ud af Hovedet paa den, naar den vovede sig op i Møllen igjen. Nei, hun var ikke af dem, der forlod den, som holdt sig til hende!
Hun mærkede, hvorledes Rørelsen bølgede op i hende, og gjorde ingen Anstrengelse for at holde den nede, mens hun gik frem og tilbage mellem Christian og Mølleren. Hvorfor? Hvem kunde forlange af hende, stakkels Pige, at hun skulde have et Stenhjerte i sit Bryst?
Mølleren syntes, at han allerede for anden eller tredie Gang hørte et Suk og en kortaandet Snappen efter Veiret. Han saae op. Lises Øine stod fulde af Taarer, og et Par store Draaber faldt ned i hendes Barm, der var halvblottet — for Hedens Skyld.
— Hvad er der dog, Lise? er du syg? spurgte han og holdt op med at stage ind efter Brødene.
— Nei, Husbond.
Mølleren rettede sig op og lod Skovlen hvile inde paa Ovnpladen.
