231
gjort … Og holdt hun ikke af ham, hun, der var saa sikker paa, at Enhver maatte gjøre det? Og dog forlangte hun Intet — ønskede blot at Alt maatte blive som det var; det vil sige, at hun kunde vedblive at slide og slæbe fra Morgen til Aften, for at han kunde have det godt, og Alt være i Orden paa den kjære Mølle, som hun var voxet sammen med. Og naar det var saaledes, var det da ogsaa saa paatrængende nødvendigt, at han saa hastelig blev gift med Frøken Hanne? .... Naturligvis, hvis denne dydige og fromme Kvinde fattede Kjærlighed til ham, saa var det jo det Bedste, der kunde hændes ham, og han vilde da sikkert blive lykkelig — meget lykkelig ved at have hende til Hustru. Men i alt Fald maatte man afvente, om det gik sin jævne Gang ad den Vei, og i denne Sag burde der Intet overiles. Foreløbig havde de det jo Alle godt, som det var, især efter at der var kommet saadan god Forstaaelse mellem Lise og lille Hans.
Han bøiede sig lidt ned og kiggede gjennem de lavt siddende Vinduer ud paa Gaardspladsen, hvor Drengen just kom løbende hen til Lise med sin Flitsbue, paa hvilken der var gaaet Noget i Stykker, og som Lise aabenbart med sin sædvanlige Godmodighed overfor Barnet strax tog sig for at gjøre i Stand — skjøndt saa meget alvorligere
