Side:Møllen.djvu/246

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

234

og det ensformige Brus af Bølgerne paa den flade Strand kastede taktmæssig sine dybe Toner ind. Men disse dumpe Naturlyde blandede sig behagelig med den huslige Kogen af en Kobberkjedel, der skinnede i det midterste Rum af den lille Kakkelovn. Vandet boblede og Laaget klirrede utaalmodig. — Men nu løftede ogsaa Hanne Kjedlen ud og kom Vand paa Thepotten, som Hans holdt. De to Mænd tændte deres Piber, skjøndt Hanne mente, at de kunde gjerne have ventet dermed, til de havde ladet hendes Sandkage vederfares Retfærdighed.

Dette Pragtstykke stod midt paa den hvide Dug, pyntelig omgivet af Smaatalerkener og Kopper. Mølleren trykkede sig behagelig tilrette i Sofahjørnet og blæste store Tobaksskyer ud i Lampelyset, medens han hengav sig til den Følelse af Sikkerhed og Fred, som han kun fandt i denne Stue. Det var Noget af den Havnero, som en Skipper foreløbig nyder, med det aabne Hav skummende udenfor Molen, hvor han nok har Lyst til snart igjen at vove sin Skude, men saa ogsaa haaber endelig at kunne lægge bi i den sikre, velprøvede Havn.

Den virksomme Skovfoged, som altid maatte have Noget for, ordnede en Bunke krogede og afbarkede Egegrene og Trærødder, der laa foran ham paa Gulvet. Han gjorde Udvalg, sammenlignede, og forsynede dem med Mærker. Det var hans