Side:Møllen.djvu/249

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

237

Vinduet, da Skoven bragte sig i Erindring ved en lydeligere Stønnen end ellers.

Ogsaa Skovfogden kiggede ud. Over de gyngende Grantoppe krummede Nymaanen sig som et lille bugnende Seil.

— Naa, endnu gaar det an … Men naar den Smule Maane bliver otte Dage ældre, saa har vi de rigtige Krybskyttenætter.

— Aa ja! saa kommer mine bange Timer, naar du saadan maa patrouillere om Natten, sagde Hanne.

— Aa, der er saamænd ikke videre Grund til at være bange. Det skulde da gaa haardt paa, naar de brændte En paa Pelsen. Men behageligt er det rigtignok ikke, og heller ikke morsomt for den Sags Skyld, især da der aldrig kommer Noget ud af det. Saadan en Fyr behøver jo kun at klatre op i et Træ, hvordan skal jeg saa finde ham?

— Kan Hunden da ikke snuse ham op?

— Aa, den tør jeg jo slet ikke tage med. Den vilde strax blive skudt væk for mig.

Hektor, som forstod at Talen var om den, bankede med Halen paa Gulvet.

— Ja men, der er dog denne Peter Vibe, bemærkede Hanne. Man siger saa meget Slemt om ham. Han skal ogsaa have været med, da den gamle Skovfoged blev slaaet ihjel.