239
Mølleren blev helt underlig tilmode ved at Lise saa uventet bragtes paa Tapetet, og det navnlig fordi han først nu lagde Mærke til, at han egentlig hele Tiden i sit inderste Hjerte havde tænkt paa hende og længtes efter hende. Hun var tilstede som Kontrast til Hannes nydelige Væsen, var tilstede ganske som den søgte Figur i et Fixerbillede — og ligesom denne var hun Hovedsagen. — Og hvor klart blev det ham ikke i dette Øieblik, i hvilken uforsonlig Modsætning hun stod til hans Venner — til dem fra Skovfogedhuset — hun, Vildskyttetøsen! —
Saa maatte han smile ad den Mistanke at hun kunde bestjæle ham — eller hvad nu Skovfogden tænkte sig. Hun, der holdt sammen paa det Hele og saa ikke engang vilde modtage den Forøgelse af sin Løn, som hun saa rigelig havde fortjent. Navnlig i de sidste Par Uger var hun bleven saa ivrig med sit Arbeide, at han virkelig frygtede for at hun skulde gjøre sig selv Skade. Ligesom man under Krisen i sexogtreds en Dag fandt Bismarck indsovet i Kongens Venteværelse med sin Portefeuille under Armen: ganske saaledes havde han endnu igaaraftes fundet Lise indsovet paa hans Seng med en Støveklud i Haanden. Og han saae for sig hele den kraftige og harmoniske Bølgelinie af hendes skjødesløst henslængte Pigelegeme — saaledes som det
