241
Jakob havde en Gang som Dreng været i en Præstegaard, hvor han hørte en Dame spille paa Klaver; og en Melodi, som blev kaldt Tryllefløiten, havde gjort et stærkt og varigt Indtryk paa ham. Da nu Hanne saa tidt spillede Noget for ham, havde han faaet en utaalmodig Længsel efter at høre denne Musik igjen, hvis Gjenklang var bleven i hans Erindring som et tonende Under, en lille Aabenbaring fra en hel anden Verden; og han havde ofte talt til Hanne derom. Saa var det i de sidste Dage faldet hende ind, at dette hans Yndlingsstykke maaske fandtes i en gammel Aargang af Erslevs musikalske Museum, som hun havde faaet i Kjøbenhavn; og se, paa det første Hefte, hun tog frem, læste hun Titlen »Tryllefløiten«. Hun indøvede Stykket omhyggelig og glædede sig meget til Virkningen — der nu rigtignok udeblev.
— Aa, det er nok det samme Stykke, sagde Jakob for at trøste hende, jeg har blot ikke rigtig kunnet huske det.
— Nei, vent nu bare lidt, sagde Hanne og betragtede Heftets Bagside; — der staar mer endnu her, som hedder saadan. Det er af Mozart — en stor Komponist. De har en god Smag.
Det lod næsten til, at hun var lidt stolt af hans gode Smag.
