242
Hun hentede en Bunke Noder fra Bogskabet, søgte et Hefte ud og gav sig strax i Lag med det.
»Det klinger saa lifligt, det klinger saa sødt« —
— Ja, raabte Mølleren allerede ved de første Toner, og hele hans Ansigt straalede som et Barns. Nu tænkte han ikke længer paa Lise. Et Pust af af den store Kunst gik med sin evige Fred rensende gjennem hans Hjerte.
Ogsaa Skovfogden, der bestandig syslede med sine Egegrene, smilede og nikkede bifaldende, da Klaveret forstummede.
— Ja, det synes jeg ogsaa om. Skjøndt det er saa lystigt, — det lyder jo næsten som en Dandsemelodi, saa er der dog ligesom noget Fromt over det Det gad jeg nok høre noget mere af.
— Aa, der er meget endnu, og jeg vil gjerne spille. Iaften gaar det ogsaa ganske godt for mig, skjøndt jeg aldrig har set Noderne før.
— Det er blot lidt sent, indvendte Mølleren, vi to maa vel tænke paa Hjemveien nu.
— Det er Skade! vi sidder netop saa rart sammen, bemærkede Skovfogden. Men du har jo Ret: det bliver maaske nok lidt sent for Drengen.
— Saa veed jeg et godt Raad, sagde Hanne og vendte sig om ved Klaveret. — Lad dog Hans blive hos os. Og veed De hvad, hvis De vil sende en Dreng over imorgen med hans Tøi, saa kunde
