243
han blive her med det samme flere Dage — for det har jeg nemlig allerede lovet ham at bede om. Og Veiret bliver maaske ikke saa daarligt nu.
— Aa nei, Barometeret gaar jo tilveirs, bekræftede Broderen.
Hvis de i dette Øieblik havde iagttaget Mølleren skarpt, vilde de til deres Forbavselse have bemærket et ubegribeligt Udtryk af Skræk i hans Ansigt. Han blev saa levende mindet om hin Aften hos sin Svoger, da det samme Spørgsmaal havde stillet sig foran ham som en Fristelse. Den Gang havde han ikke paa nogen Maade villet give slip paa Drengen og være gaaet alene hjem — til Lise. Han maatte have det uskyldige Væsen hos sig, sin levende Arv efter Hustruen, han kunde ikke undvære det i sit Hjem som en lille Skytsengel mod de onde Aander. Og nu? nu vakte det samme Forslag det utaalmodigste Ønske om at efterlade Drengen her hos sine fromme Venner — at blive fri for ham som for sin Samvittighed og ile alene hjem til Lise. Denne Opdagelse forskrækkede ham først. Han havde ikke Mod til at gribe behjertet til; ja, han turde neppe se op. Han skammede sig alt for meget for denne rene Sjæl, der saa naivt uden at ane Noget spillede under Dække med Forførelses-Dæmonen og selv gav den Ven, hvis Skytsaand hun skulde være, Leilighed til at forraade hende.
