246
Da nu Lise dog heller ikke gad være en eller anden ondskabsfuld Tidkort helt foruden, tog hun til Takke med Christian og gantedes med ham, til han grinede over hele Ansigtet.
Saa lavede hun Kaffe, og i hans Kop kom hun endogsaa Rom. Han var som himmelfalden over al denne Godhed, men Kaffeknægten drak han, og alle hans Philipenser blomstrede op. Derpaa foreslog hun, at de skulde kjøre en Tur sammen, hvilket Indfald morede ham overordentlig. Men da hun nu alvorlig forlangte, at han skulde gaa ud og spænde for, stirrede han forskrækket paa hende: — det kunde han dog ikke gjøre uden Husbonds Tilladelse. Hestene skulde hvile ud.
— Aa hvad, mente Lise, naar hun nu tog det paa sig. Hun havde dog ved Gud, gjort saa meget, at Mølleren ikke kunde være bekjendt at tage hende den lille Fornøielse ilde op; — og han vilde kun faa Ros af Husbond.
Tøvende gik Christian ned i Stalden og lagde sukkende det pletterede Seletøi paa de Brune — for at komme med Hverdagsseletøiet, det indsaa han nok gik ikke an; — saa trak han bandende den pæne Jagtvogn ud af Skuret, idet han med Gysen tænkte paa de sølede Novemberveie. Men da han havde spændt for, forekom Eventyret ham alligevel
