247
i høi Grad lystigt, og knallende med den nye Stadspidsk kjørte han stolt for Døren.
Denne aabnede sig nu rigtignok ikke, men bag ved ham blev Kjøkkendøren lukket op, og paa Tærsklen viste Lise sig, opkiltret og opsmøget og med en Vadskeklud i Haanden og spurgte ham forundret, om da Fanden plagede ham? han maatte da kunne forstaa en Spøg. Og for at gjøre Maalet fuldt, skrattede til den anden Side Jørgens Latter, hvem Vognrummelen og Pidskeknaldene havde lokket ud paa Omgangen.
Og Christian, der intet Bibliothek havde, kastede sig, efter at have spændt fra, paa sin Seng for at sove Ærgrelsen bort.
Uveiret havde raset tilstrækkelig, og Møllehexen gav det Lov til at fortrække, medens hun selv hengav sig til kvindeligt Haandarbeide. Hun sad ved Vinduet i sit Kammer og strikkede med en Mine, som om hun virkede et eller andet uundgåeligt dødbringende Tryllenet — men det var en prægtig Uldsok, der voxede sig lang under hendes flittige Hænder, mens Mørket faldt paa. Ude i Haven syntes Blæsten at ruske de sidste Blade af Frugttræerne; paa Plainen var der næsten intet Græs at se for det sorte, mugnende Løv. Uden for Laagen strakte Markerne sig som et trist violet Øde, indtil de flød sammen med den skyede Horizont. Hvert
