14
meteorologiske Lærdom, kunde drage Slutninger for den følgende Dag. Men de eneste Veirmærker, som virkelig kunde have frydet ham, nemlig saadanne der spaaede Vindstille, saa man kunde drive den ordentlig af, de vare aabenbart ikke tilstede: tvertimod, ikke blot »en Hat fuld« — nei, en hel Møllehat fuld Vind lovede Himlen, og Møllerblikket, der ikke tilhørte nogen Mester, vendte sig uden Taknemlighed fra den ....
Mellem det skinnende Sund og den lysende Himmel laa den sjællandske Kyst som en uhyre langstrakt Banke; dens Skove og Marker flød sammen bag et varmt Purpurslør, som udslettede alle Enkeltheder — kun en høitliggende Kirke løsnede sig hvidlig ud fra denne Masse og saae meget nærmere ud, omtrent som om en af de Maager, der kredsede over Sundet, var bleven hængende i Luften, fasttryllet paa eet Punkt. Paa denne Side Sundet bredte sig det falsterske Landskab, der var saa overskueligt, fordi man her oppe paa Mølleomgangen befandt sig paa det høieste Punkt i hele den synlige Omegn — fraregnet Trætoppene. At sige, ikke de Trætoppe, som der var flest af, de storbladede Popler, der i kuglekronet Dvergeskikkelse i Forbund med brune Risgjerder indhegnede alle Marker, indtil deres krydsende Rækker fik Overhaand over de adskillende Flader og Strimler af
