250
stuen; tilvenstre Døren til Kjøkkenet, tilhøire til Dagligstue. Der var Lys derinde, det straalede helt langt ud i Skoven — der sad de. Der var dækket Bord, naturligvis, og paa Bordet stod en Kage.
Sandkagen — ja, den vidste hun ogsaa Besked med. Aldrig saa snart var Mølleren og Drengen gaaet, før hun havde søgt og ogsaa fundet Brevet fra Skovfogden — der kunde jo mulig staa Noget deri, som tydede paa Svogerskab og forraadte Sammensværgelsen mod hende. Der fandtes — til en forbigaaende Lindring for hende — intet Saadant; — kun Kagen fandres, dette uskyldig-ladende, hyklerske Paaskud til at drage ham bort fra hende ud til det fordømte Skovhus. Og der stod altsaa Sandkagen; og som Galde, der gaar over i Blodet, forgifter Modermælken, saaledes vilde hendes Vrede, idet den »gjennemtrængte« denne Sandkage have forvandlet den til dødelig Gift — hvis denne gjennemtrængende Vrede ogsaa havde ført sit legemlige Substrat med sig og ikke været paa Vandring i ætherisk Skikkelse. Dog ikke det af den, som Mølleren nød! nei, i hans Mund maatte hver Bid blive som hine sælsomme Drikke og Spiser, om hvilke hendes i Middelalderen vel bevandrede Ven Jørgen havde fortalt hende, at kloge Folk, som Jomfru Mette, kunde tilberede dem saaledes, at den der nød deraf betoges af en vanvittig og uimod-
