251
staaelig Elskovsattraa. Og hvorfor ikke? der gaves jo endnu saadanne Urter for Kvæget, hvorfor saa ikke ogsaa for Mennesker? Med hine vidste hun Besked — men det andet —? Hvad var det ogsaa for en fjollet gammel Hex derude i Lyngen, hendes Moder — at hun ikke havde lært hende hvad hun kunde have ordentlig Nytte af? … Ja, for ham den søde Sandseberuselse indtil Overmaal, indtil Galskab, saa han maatte springe op og fare ud og styrte gjennem Skoven i Storm og Mulm hjem til hende! og for de Andre den dræbende Galdegift! For dem Alle: først og fremmest for hende, som hun hadede, hvis nogensinde en Kvinde har hadet en anden, saa for ham, hendes Slægts naturlige Fjende; og for Ungen med, som hun nok havde tæmmet, men som oprindelig afskyede hende og hvert Øieblik kunde gjøre det igjen; og for Kjøteren og for Jenny — saa kunde Broderen spare sin Kugle. Ingen glemte hun — heller ikke Ponyerne (Stalddøren var tilhøire), som i dette Øieblik stod intetanende i deres lune Stald baskende velbehagelig med deres smaa Haler og gumlende forgiftet Havre, der dog ikke bed mere paa deres robuste Constitution end det edrede Øl paa Vølsungen Sigmund.
Saaledes sad hun der Time efter Time og mærkede neppe hvordan Tiden gik, hensunket i en
